Det var en pragtfuld morgenstund.
Den startede i det grå skumringslys, men langsomt brød solen igennem og krøb langsomt højere og højere op på himlen. Mit udsigtsfelt lå dog stadig i skygge af skoven, men efterhånden kom solen så højt op, at strålerne faldt ned på engen. Og så….. skar den mig lige i øjnene. Det halve af mit udsyns-felt var blændet. Og det var jo netop i den retning, at Jan havde sagt, jeg nok skulle forvente at han kom, hvis han kom. Bukken altså.
Jeg var inviteret på premierejagt hos Bjørn og Jan, og sad i et levende hegn i engen nedenfor bøgeskoven. Ikke udpræget komfortabelt, men med godt udsyn og kuglefang hele vejen rundt.
Det var i dette område, at jeg begyndte at gå på jagt for 42 år siden. Og Bjørn og jeg havde for år tilbage haft mange gode jagtforenings-oplevelser sammen, da vi begge var med i foreningsarbejdet. Jan var dreng dengang, men var som regel altid med os. Hans jagtinteresse var, dengang som nu, ikke til at tage fejl af. – Der er også et billede af ham fra en af de berømmede rævejagter – vel som 7-8 årig – i det jubilæumsskrift, som jagtforeningen i marts måned udgav i anledning af sit 75-års jubilæum.
Jeg nød solen, fuglesangen og den smukke udsigt ned over søen. Solen krøb højere op. Det lindede lidt. Men så gav den pludseligt genskær i kanalens stillestående vand, - og blændede mig dobbelt. Sa…. også. ! Jeg kunne kun se til siderne. Jeg koncentrerede mig om min venstre side ned mod skovbrynet.
Det levende hegn, jeg sad i, dannede samtidig skel mod naboen. Pludselig hørte jeg et dyr springe lige bag mig, inde på nabostykket. Jeg fik drejet mig og så bagparten af et dyr i fuld galop ned mod skoven. Jeg kunne ikke se om det var buk eller rå. Men sommerrød, det var den. – Jeg tænkte, at ”om en time eller halvanden kan du måske være heldig, at den kommer ud igen nede i hjørnet ved skoven”. ”Og der blænder solen dig ikke”.
En halv time senere lød der et skud i retning af, hvor Bjørn og Jan sad. Jeg håbede på, at det virkelig var en af dem, der var blevet tilsmilet af Diana. Det skulle senere vise sig ikke at være tilfældet. Jan havde dog i løbet af morgenstunden set hele to bukke, men ikke haft skudmulighed.
Solen kom højere op, og blændede ikke så meget mere.
Det var en noget anden morgenstund, end da jeg sidste år var inviteret på premiere-jagt hos dem. Da silede regnen ned. Så hellere være blændet af solen.
En pragtfuld morgenstund, ja.
Jeg nød synet af gråænder og blishøns i søen og de mange duer både i luften og på jorden. Og på et tidspunkt kom en stor mørk ræv og gled fra skoven ned mod søen, hvor den opslugtes af de høje siv. Og fuglesangen ! Hvilket kor af de herligste melodistemmer. Pludselig blev de iblandet bassen fra ravnens dybe røst inde fra skoven. Var det mon Hugin eller Mugin ? – eller ”almindelige dødelige” ligesom vi andre (i deres tilfælde ravne, altså) ? - Så kom kragernes hæse skrig, der ligesom ophævede fortryllelsen.
Inden vi gik ud mente Jan, at vi nok godt kunne holde kl. 7. Så var det hele nok overstået, mente han. Jeg besluttede mig dog for at blive siddende til kl. 07.15, - for ”man kan jo aldrig vide”, - ”og ”bukketræffet” i Skovpavillonen begynder alligevel først kl. 08.30”.
Kl. 06.55 lød der et skud lige indenfor i skoven, - på naboens side af skellet. ”Der røg den chance ”, tænkte jeg, - ”Jan fik ret”, tænkte jeg ”det er slut nu”. Jeg besluttede mig dog for alligevel at holde fast i at blive siddende til kl. 07.15.
Der lød et par skud længere væk. ”Der er noget, der tyder på, at det alligevel ikke er slut blot fordi klokken er syv”, tænkte jeg. – ”Men dine chancer er nok små, efter naboens skud”. – Ja, og dog – Jan havde jo sagt, at han tidligere havde set to forskellige bukke i engen. 
Klokken var et minut i syv. Skulle jeg, eller skulle jeg ikke, kravle ned og begive mig mod Jans lune køkken ?
Jeg blev. Og så pludselig over højre skulder en buk på nabostykket. I fuldt trav, parallelt med det levende hegn. Så så den ud til at ville svinge og gå gennem hegnet. Men så slog den af igen og fortsatte, - indtil den pludselig vinklede 90 grader. ”Den går gennem hegnet” for det gennem hovedet på mig, ”gør dig klar”. Jeg fik højre knæ op og fik fast anlæg på en gren. Bukken kom fri af hegnet. Jeg fløjtede. Ingen reaktion hos bukken. Den fortsatte i trav ind i de næsten mandshøje nyplantninger. Da den var fri mellem to træer, råbte jeg så højt, jeg kunne. Den stoppede op et øjeblik, men gav absolut ikke indtryk af at ville blive stående i den positur længe. Så jeg slap kuglen i samme sekund.
Bukken sprang op og frem, - og forsvandt mellem træerne.
Jeg havde en god fornemmelse. Var helt sikker på, at den var ramt godt, og lå forendt deroppe, men besindede mig dog til at vente ”det obligatoriske kvarter”.
Sjældent har jeg oplevet et kvarter, der var så langt.
Jeg kravlede på stive ben ned og gik op der, hvor jeg mente, at påskuds-stedet var, og videre i den retning jeg mente, at bukken var løbet.  Ingen buk at se ! - Jeg runderede lidt. Stadig ingen buk at se.
Jeg begyndte pludselig at få det varmt. Meget varmt. Jeg gik udenfor bevoksningen og smed hue, jakke og trøje. Og gik så uden om det hele og tilbage til der, hvor jeg mente, at påskuds-stedet var. Jeg fandt det. Der var schweiss, - men ikke meget. Selv om jeg havde smidt jakke og trøje, begyndte det at blive endog meget varmt, og jeg begyndte at indstille mig på, at vi skulle have fat i en schweiss-hund. Jeg bandt mit lommetørkløde på en busk, så schweisshundeføreren kunne lokalisere påskuds-stedet. ”Skal du forsøge en gang til, - eller lade være at ”trampe i det” ? ” var min næste tanke.
Jeg kunne dog ikke dy mig for at følge de – ganske vist ikke særligt tydelige – schweiss-spor, de r var. Det passede med det, jeg selv mente at have registreret som flugtretningen. Og der, - 3 rækker graner længere fremme lå han. Stendød. Han var gået ca. 30 meter.
Da jeg brækkede ham, kunne jeg konstatere, at hjertet var skudt fuldstændigt ”i smadder”.
Da jeg havde slæbt ham ud og var ved at samle alt mit ”habengut” sammen, kunne jeg høre, at Bjørn og Jan kom.  Deres lykønskninger lød som sød musik ! – Så fulgte ”den obligatoriske fotografering”, og vi begav os hjemad. Jeg var glad for, at jeg i forbifarten, lige inden jeg tog hjemmefra, havde grebet min lommelærke. ”Så kan du altid give en lille en, hvis du får heldet med dig” havde jeg tænkt. Det kunne jeg så, da vi var kommet hjem til Jan.
Vi tog til Skovpavillonen til jagtforeningernes Bukketræf. Der var to bukke på paraden. Kurt’s og min. – ”Kurt kom lige forbi”, som der var nogen, der sagde.
Torben, der er initiativtager til disse ”Bukketræf” holdt parade, der blev fotograferet, og Bent Ole blæste ”Sommerbukken”, inden vi gik indenfor til et særdeles veldækket morgenbord.
Sjældent har morgenkaffen smagt så godt.
Det var en pragtfuld morgenstund !